Velkommen til 2142

Du lukker øjnene og lader dig falde. Ikke ned af noget, ikke ud af noget, ikke ind i noget.

Det er ikke en ydre påvirkning, men indeni mærker du accelerationen trække dig ned. Ud. Ind.

Udenpå mærker du intethedens manglende greb om dig. Ikke en speciel følelse af noget, men netop en speciel følelse af … ikke noget. Som helst. Ingen luft der trykker mod din hud, ikke den mindste smule lyd eller bevægelse, intet af det du normalt ikke bemærker fordi det bare er der, selvom når der normalt ikke er noget. Intetheden af den kaliber føles uvant og let og inden i falder du fortsat, med større og større kraft.

Du mærker tankerne der presses sammen af accelerationen, som en astronaut der presses mod sædet i raketten. De normalt ubevidste elektroniske signaler mellem hjernens neuroner, bliver presset ud i bevidstheden og ud mod kanten af din realitet. Der er en følelse af ikke at kunne presses mere sammen, indtil nogen inden i dig nærmest brister. En usynlig grænse der normalt er lukket omkring virkeligheden. Din virkelighed.

Tankerne flyder ud et sted mellem linjerne. Et sted på grænsen mellem virkelighed og fiction. Du lander.

Velkommen til 2142.

Tag med på en rejse i tid og rum. Ud til grænsen mellem science og fiction.

I science-delen kan du læse om virkeligheden som vi kender den eller forsøger at kende den.

I fiction-delen rejser vi mellem linjerne og udover.